top of page

De er amatører, de er gamle, og de danser røven ud af bukserne

Staying Alive er en fortælling om 36 ældre menneskers liv - om kærlighed, brud og sorg.

En gruppe mennesker sidder og venter. De er alle ældre mennesker.

De er det såkaldte 'grå guld'. Nogen har fortalt dem, at det er slut. At der er ikke mere. Men det er ikke slut for dem. De er klar. De har set meget, trænet deres kroppe og nogle af dem har danset en del.

Og nu har både bænkevarmerne, præmieparrene og dem med sceneskræk bevæbnet sig med benvarmere og svedbånd og nu skal der fandeme danses.

Som skrevet i programmet så gjort.

Akkompagneret af diskoklassikeren ’Stayin’ alive’ øver Tekla Walther, Munthe Suenson, Susanne Nyrop og alle de andre dansere mellem 65 og 90 år Travoltas udødelige dansetrin fra filmen Saturday Night Fever.

Hansen, 2023

Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.56.02.png

Mød Tekla på 90 år, den pensionerede læge Munthe, og Susanne der lige har mistede sin dementsyge mand. De er alle dansere på Det Kongelige Teater, og de elsker at danse.

Vi er i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Det er onsdag formiddag. Der bliver rullet med armene, og op og ned, benene frem og tilbage, ud til siden og tilbage igen, ned i knæ, op på tå.

Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.57.30.png

Koreograf Christine Seierstad fører an, og de 36 dansere følger trop. Dybt koncentreret. For søndag aften er det show time med publikum.

De skal nok blive klar.

»Vi har jo stadig en del prøver foran os, så det når vi nok«, siger en af deltagerne med stoisk ro.

For der er meget at lære, når 36 mennesker skal arbejde sammen om at skabe en danseforestilling. Og ind imellem går dansen i stå, fordi der lige skal styr på, hvem der kommer ind fra hvilken side og hvornår. Det ser legende let ud, men det er det ikke. Heller ikke mentalt.

»De her mennesker er så modige, at de tør give sig selv til publikum. Der er så meget livsglæde i dem, og de viser os, at det aldrig er for sent at realisere sine drømme. Man bliver helt forgabt i dem«, siger koreograf Christine Seierstad.

Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.56.56.png
Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.56.38.png
Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.57.44.png
Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.57.17.png
Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.56.22.png
Skærmbillede 2019-09-30 kl. 17.57.57.png

Flere af danserne går til gymnastik sammen på Gotvedinstituttet på Frederiksberg. Her fik de et tilbud om at være med i danseforestillingen, som de ikke kunne afslå, fortæller Munthe Suenson, 76 år.

»Jeg danser, fordi det er edderskægt, og det er så vitalt at være i gruppen hér«, fortæller han, og tilføjer:

»Titlen på stykket er jo ikke tilfældig, for i vores alder er det ikke en selvfølge at være i live«.

Han er tidligere psykiatrisk overlæge og holder hoved og krop i form ved at danse. Også med sin kæreste derhjemme.

En anden mandlig danser er selv overrasket over, at han overhovedet tør stå på dansegulvet:

»Jeg startede med at sige nej, men så blev jeg overtalt. Så skrev jeg til Tue (instruktøren, red.), at jeg hverken ville have replikker eller solodansetrin, og at det skulle han venligst respektere. Men stille og roligt har Tue bearbejdet mig, og nu har jeg fuldstændig overgivet mig. Jeg troede slet ikke, at jeg kunne lære alle de dansetrin, men nu er jeg så glad for at være med. Vi har det sjovt«.

Prøverne har nu stået på i godt to timer, der er blevet danset, snakket, grint og danset.

Man mærker ikke nogen træthed. Dansen til teknonummeret ’Pump up the jam’ er blevet øvet igennem to gange, og skal øves igen efter pausen.

Vær nede i fødderne

For alderspræsidenten Tekla Walther på 90 år er det en selvfølge at bevæge sig og holde sig i form.

Med bare tæer og sølvfarvede tånegle, tætsiddende dansetøj og grønne håndledsvarmere danser hun yndefuldt og ubesværet. Hun har dyrket alt fra håndbold til latterterapi, og for hende handler dansen om at bevare jordforbindelsen.

»Man er nede i fødderne, når man danser. Når man er nede i fødderne, kan man ikke være oppe i hovedet, og det har man godt af«, fortæller hun.

Stayin Alive spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, fra søndag den 17. til og med den 19. januar, klokken 17 og 20. Eventministeriet har produceret forestillingen sammen med instruktør Tue Biering og scenograf og billedkunstner Marie Rosendahl Chemnitz.

bottom of page